Navn: Niko Springer
Alder: 24
Nationalitet: Tyskland
PDC-ranking: 155
Niko Springer blev født den 11. juli 2000 i Mainz, Tyskland. Springer viste tidligt talent for dart og deltog som 18-årig for første gang i PDC Development Tour i 2019. Development Tour er en PDC-turnering for spillere i alderen 16 til 24 år.
I 2021, som 21-årig, valgte Niko Springer at prøve kræfter med Q-School for første gang, men han opnåede ikke et PDC-tourkort. I stedet fortsatte han på Development Tour, hvor han sluttede som nummer seks, hvilket gjorde ham til den bedste tyske spiller på touren det år. Samme sæson deltog han også i nogle Challenge Tour-turneringer.
Springers præstationer på Development Tour i 2021 sikrede ham både en plads i Ungdoms-VM og en invitation til UK Open 2022. I Ungdoms-VM blev han slået ud i gruppespillet, og i UK Open røg han ud i første runde.
Han deltog igen i Ungdoms-VM i 2022, hvor han nåede anden runde, før han blev slået ud.
Mellem 2022 og 2024 har Niko Springer deltaget i fem forskellige Europa Tour-turneringer. Hans bedste resultat kom i 2023 i Riesa, hvor han nåede tredje runde. Undervejs besejrede han Scott Williams og Dimitri Van den Bergh, men Damon Heta blev for stærk i tredje runde.
Niko Springer kvalificerede sig til Dart-VM 2025 gennem Development Tour 2024, hvor han sluttede som nummer to. Denne præstation gav ham ikke kun en plads i Dart-VM, men også et garanteret PDC-tourkort for de næste to sæsoner.
Dart-VM 2025 bliver Springers debut i verdensmesterskaberne.