Det var lagt op til en ægte drømmefinale, da stjerneskuddet Luke Littler, som har taget dartverdenen med storm, skulle møde Michael van Gerwen, en spiller, der af mange betragtes som en af de allerbedste gennem tiderne inden for dart. Men der var aldrig tvivl om udfaldet. Luke Littler kørte over Van Gerwen og vandt finalen med 7-3.
Luke Littler trådte for præcis et år siden ind på Alexandra Palace som 16-årig og en relativt ukendt dartspiller. Få uger senere havde hans verden ændret sig fuldstændigt, og han havde samtidig forrykket hele sporten. Littler spillede sig dengang frem til en sensationel VM-finale, men måtte se sig besejret af Luke Humphries. Men VM 2024 markerede starten på et år uden sidestykke i dartverdenen. Luke Littler klatrede rekordsnart op ad verdensranglisten og vandt turnering efter turnering.
Nu, et år senere, står Luke Littler altså som verdensmester. Som den yngste spiller nogensinde kan Littler kalde sig verdens bedste dartspiller.
Finalen i Dart-VM 2025 blev aldrig så spændende, som mange havde forudset og håbet. Littler lod aldrig Michael van Gerwen få fodfæste i kampen. Han trak hurtigt fra og førte efter fire sæt med 4-0. Først i kampens femte sæt vandt Michael van Gerwen sit første sæt og reducerede til 4-1.
Tættere på end at være tre sæt bag Littler kom Michael van Gerwen dog aldrig. Littler holdt MVG på behagelig afstand gennem hele kampen og vandt til sidst med 7-3.
Sejren til Luke Littler betyder, at han nu er rangeret som nummer to i verden efter Luke Humphries og samtidig sikrede sig en præmiesum på £500.000.
Finalen Dart-VM 2025
Luke Littler vs. Michael van Gerwen
7-3
(3-1, 3-0, 3-1, 3-1, 1-3, 3-2, 2-3, 3-0, 1-3, 3-1)
Gennemsnit per kast:
Luke Littler: 102,73
Michael van Gerwen: 100,69
Antal 180’s:
Luke Littler: 12
Michael van Gerwen: 13