Hvad er World Grand Prix?
World Grand Prix er en prestigefyldt turnering, som afholdes af PDC én gang om året. Turneringen blev lanceret i 1996 og blev hurtigt meget populær blandt både spillere og dartfans verden over. Oprindeligt blev turneringen altid spillet i Dublin, Irland, men fra og med 2021 er den blevet flyttet til England, nærmere bestemt Leicester. Det, der gjorde World Grand Prix til en succes, er spilleformatet, som adskiller sig fra andre dartturneringer. I World Grand Prix spilles der med dobbelt-ind, dobbelt-ud. Det betyder, at spillerne skal starte hvert leg med at ramme en dobbelt for at få pointene til at tælle. Dette format tilføjer et ekstra spændende lag til spillet og har gjort turneringen til en stor succes.
Phil Taylor – Kongen af World Grand Prix
World Grand Prix har virkelig været en af Phil Taylors favoritter. Med sin høje præcision på doublerne passede World Grand Prix perfekt til den tidligere storspiller Taylor. Da man som nævnt også skal starte med en dobbelt i World Grand Prix, passede turneringen ham perfekt. Dette ses også i antallet af sejre, som Phil Taylor har opnået i World Grand Prix gennem årene. Taylor deltog i turneringen 19 gange, nåede finalen 11 gange og vandt alle 11 finaler. Tallene er uovertrufne, når det kommer til World Grand Prix. Mellem 1998 og 2009 havde han nærmest eneret på titlen, idet han vandt turneringen ni gange på 12 år.
Spilleformatet i World Grand Prix
Alle kampe spilles i dobbelt-ind, dobbelt-ud formatet. Det vil sige, at pointene begynder at tælle, når spilleren rammer sin første dobbelt. Hvis en spiller misser alle kast på dobbelt, bliver man stående på 501, indtil man rammer en dobbelt og dermed er inde i spillet. Første runde afgøres i bedst af 3 sæt, hvor hvert sæt består af 3 legs. I anden runde og kvartfinalerne øges det til bedst af 5 sæt. I semifinalerne øges det yderligere, hvor kampene afgøres i bedst af 9 sæt. Finalen afgøres i bedst af 11 legs og er turneringens længste kamp.
Tidligere vindere af World Grand Prix
World Grand Prix er en turnering ud over det sædvanlige, med dobbelt-ind formatet, som kan volde problemer selv for de bedste spillere. Dette ses også på tidligere vindere af World Grand Prix, da det kun er ti forskellige spillere, der har vundet turneringen siden 1996, og kun tre spillere har vundet den mere end én gang. Disse tre er Phil Taylor, Michael van Gerwen og James Wade.
1998 – Phil Taylor
1999 – Phil Taylor
2000 – Phil Taylor
2001 – Alan Warriner
2002 – Phil Taylor
2003 – Colin Lloyd
2004 – Phil Taylor
2005 – Phil Taylor
2006 – Phil Taylor
2007 – James Wade
2008 – Phil Taylor
2009 – Phil Taylor
2010 – James Wade
2011 – Phil Taylor
2012 – Michael van Gerwen
2013 – Phil Taylor
2014 – Michael van Gerwen
2015 – Robert Thornton
2016 – Michael van Gerwen
2017 – Daryl Gurney
2018 – Michael van Gerwen
2019 – Michael van Gerwen
2020 – Gerwyn Price
2021 – Jonny Clayton
2022 – Michael van Gerwen
2023 – Luke Humphries
2024 – Mike De Decker
Præmiepulje i World Grand Prix
Da World Grand Prix blev lanceret i 1998, var den samlede præmiepulje £38.000, men den er siden gradvist steget, og til World Grand Prix 2024 er den samlede præmiepulje på £600.000. Vinderen af turneringen i 2024 modtager en præmiesum på £120.000. Alle spillere, der deltager i World Grand Prix 2024, er garanteret mindst £7.500.
Præmiepulje i World Grand Prix 2024
Vinder: £120.000
Nummer to: £60.000
Semifinale: £40.000
Kvartfinale: £25.000
Slået ud i anden runde: £15.000
Slået ud i første runde: £7.500
Ni-dartere i World Grand Prix
Med dobbelt-ind formatet før hvert leg reduceres chancen for at kaste en ni-darter, da færre chancer gives for at score den maksimale score. Men tre gange er det sket. Faktisk skete to af disse tre gange i samme turnering i samme kamp(!!). Alle tre gange blev der kastet den samme serie: D20, T20, T20, T20, T20, T20, T17, rød bullseye. De tre spillere, der har kastet en ni-darter i World Grand Prix, er Brendan Dolan i 2011 samt James Wade og Robert Thornton, der begge kastede en ni-darter i 2014 i samme kamp, da de mødte hinanden.
Hvordan følger man World Grand Prix?
Vil du følge World Grand Prix fra sofaen eller via din computer, tablet eller mobiltelefon, så er det Viaplay, der gælder i Danmark. Viaplay har rettighederne til at vise alle PDC-turneringer i Danmark, og dette inkluderer også World Grand Prix.